Mynde racen. Interesseret...................
Mynde klubbens folder.
Foto :Al-Aziziah`s Zahavad. Ejer Willie Ellesoee.
Mynder er kendt for at være hurtig løbende, og det afspejles naturligvis i deres udseende.
De er langbenede, åleslanke og elegante med en meget veludviklet og stærk muskulatur.
De kan sammenlignes med smidige “OL atleter” eller ballet-dansere, hvor kroppen bliver toptrænet til at yde de ypperste præstationer.
Et overflødigt fedtlag passer ikke her! De er alle “fartglade” hunde, og har derfor et meget veludviklet skarpt syn, som de bruger mere end andre racer.
Mynder hører til nogle af de ældste hunderacer, og de fleste kan spore deres historie næsten så langt tilbage, som mennesket har holdt hunde.
De blev udviklet til at løbe byttet op, dræbe hurtigt, og om muligt, bringe byttet tilbage til ejeren.
Således har de ydet et vigtig bidrag til familiens madbeholdning, og man avlede kun fra de dygtigste. Sådan forholdt det sig i tusinder af år.
Forskellige lande har stillet mange forskellige krav til hundene, så derfor har der udviklet sig mange myndevarianter, både af udseende, størrelse, pelstype og “ydeevne”!
I dag findes der flere end 17 mynderacer.
Spændingen ved synet af disse lynhurtige jægere udviklede sig til en hel sportsgren i Middelalderen i Europa.
Her blev de fleste myndereksklusivt ejet af konge og rige adelsfolk, som dyrkede jagt lige så meget for underholdningen som for “kosttilskud”.
I dag er coursing og jagt efter levende bytte forbudt i de fleste lande, men lysten til at løbeer der stadigvæk.
I de seneste år har man udviklet væddeløbsbaner og lurecoursing efter en kunstig hare.
Fra 1886 kom der også en anden spændende mulighed for alle hunderacer: HUNDEUDSTILLINGER!
Danmark er medlem af FCI, (Fédération Cynologique Internationale), med DKK (Dansk Kennel Klub), stiftet i 1897, som den danske repræsentative organisation.
Myndeklubben er en specialklub under DKK.
FCI har ladet udarbejde en standardbeskrivelse for hver race. På udstillinger skal disse standarder.
Alle er velkomne til at besøge både DKK’s og Myndeklubbens udstillinger.
Det kan også anbefales at tage mynder til hvalpetræning, lydighed og agility og alle de mange hundeaktiviteter, som bliver stadig mere populære, og som DKK tilbyder et stort udvalg af over hele landet.
Dog må man huske på, at mynder stadig har det mest sjovt, når de løber.
Kun de færreste af dem når, sammen med en tålmodig og forstående ejer, helt til tops i lydighed. (Så hvis man vil vinde hver gang, bør man nok vælge en anden type!) Mynder keder sig ret hurtigt og driller, hvis træningen bliver kedelig med for mange gentagelser eller forekommer dem formålsløs.
Her gælder reglen: Lidt men ofte - og med masser af ros og belønning.
Mynder er omgivet af nogle dumme myter.
En af dem er, at mynder er mindre intelligente. Alle myndeejere kan bekræfte, at mynder faktisk er utrolig intelligente, men de har lidt af kattens uafhængige psyke og er meget selvstændigt tænkende.
Det skal man forstå og tage hensyn til. I gamle dage skulle de præstere lynhurtig jagt over mange kilometer, så selvfølgelig kunne de tænke selv og tage kloge beslutninger “på egen pote”, for ejeren var oftest efterladt langt væk!
De føler heller ikke det samme behov for at være vores underdanige “slaver”, der venter blot på ordrer og opgaver.
En anden myte er, at mynder ikke må slippes løs.
Faktum er, at de skal følge præcis de samme love og regler, som gælder for alle hunde her i Danmark.
Disse regler bør enhver ansvarsbevidst hundeejer sætte sig hundeejer sætte sig ind i, når de anskaffer sig en hund.
“Bekendtgørelse af Love om Hunde” findes bl.a. på biblioteket og Internet: http://www.familieadvokaten.dk/Lovsamling/Hundeloven.html
Dog skal man altid tage ekstra hensyn, når man slipper en mynde.
Der skal være ekstra god afstand til trafikerede veje, og man skal passe på, at der ikke er vilde dyr, den kan genere.
Det ligger stadigvæk i deres instinkter at løbe efter alt, hvad der ligner et muligt byttedyr.
(Men samtidig er de også hurtigst til at komme stormende tilbage igen og de går ikke på spor, som så mange andre hunde!)
Det er vigtigt at vænne dem til andre hunde og dyr igennem masser af gode erfaringer og oplevelser, og evt. træning, specielt mens de er unge. Nogle individer kan være rigtige “vildbasser” og tærer på ejerens tålmodighed i deres hvalpetid, men de fleste voksne mynder er meget rolige og stille. De lytter til, forstår og elsker deres ejer og er glade bare de må ligge i nærheden af ham/hende.
De er generelt meget sympatiske og hengivne familiehunde. De er lærenemme, trofaste og lydige - så længe de ikke bliver fristet over evne! Mynder er anderledes, men det forstår man bedst, når man ejer en.
Motionsmæssigt kræver mynder ikke mere end andre “sporty” hunderacer, men de skal helst have mulighed for at løbe og lege frit flere gange om ugen, helst en gang om dagen. Synet af løbende mynder er også en stor fornøjelse.
Man kan evt. deltage i coursing og/eller træning på den nærmeste væddeløbsbane. Så får man “luftet” hunden på behørig vis. Samtidig holdes den i god kondi og “løbelysten” kan tilfredsstilles.
EN ADVARSEL!
Kommer mynden til skade eller skal den af anden grund bedøves, er det utroligt vigtigt, at dyrlægen er vant til at behandle mynder,da bedøvelse af disse er meget vanskelig. Forlang allerstørste forsigtighed af dyrlægen. Alle billeder viser forskellige Salukier.
Saluki
Også kaldet persisk mynde, er en af de allerældste eksisterende hunderacer.
I mellemøsten, hvor Salukien oprindelig stammer fra, har man ved udgravninger fundet vægmalerier og andre fund, som viser at en salukilignende hund blev holdt som jagthund af mennesker allerede år 6000 f.Kr. Gravfund daterede til ca. 4000 år f.Kr. tyder på, at racen så ud, ligesom den gør i dag.
Salukien var/er kongers “sportshund” men fremfor alt de arabiske nomad og beduinstammers livsvigtige og højt agtede jagthund.
Tradition tro solgte man aldrig en Saluki. Derimod kunne man give den bort som tegn på venskab, taknemmelighed eller bytte den bort mod andre eftertragtede værdier f.eks. heste eller kameler.
De Saluki’er, der er kommet til vesten, er også blevet givet væk, specielt til de i mellemøsten udstationerede officerer fra England og Frankrig.
På den måde kom Salukien til Europa omkring år 1920 for at blive. Hver beduinstamme havde fra tidernes morgen den type af Saluki, som var bedst egnet til at jage det vildt, der var i området. Racen er blevet godkendt af den engelske Kennel Club i 1923, af American Kennel Club i 1927.
Udseendet : De Saluki’er, der er blevet importeret til Europa og USA stammer fra mange forskellige oprindelige typer, og racestandarden er konstrueret sådan, at de forskellige typer tilgodeses.
Man ønsker således ikke en helt ensartet Saluki, men bestræber sig på at bevare de typer, som findes beskrevet i litteraturen langt tilbage i tiden.
Salukien varierer meget i både behængets længde, kropstype og fremfor alt i farve. Alle farver, aftegninger og kombinationer er tilladte.
Ønskelig skulderhøjde: 58,5 - 71 cm. Beskrivelse fra standarden: “En elegant hund, let langstrakt af bygning, hvis afbalancerede kraft udtrykker energi, udholdenhed og adræthed - egenskaber, der gør den egnet til smidige og hurtige bevægelser på jagten over stenet grund eller blødt sand.” Salukien som selskabshund Salukien er en orientaler og en jagthund.
På trods af at racen har været i vesten i mange generationer, opfører den sig ikke rigtigt på samme måde, som vi er vant til med almindelige hunderacer.
Salukien er oftest reserveret overfor fremmede, og har gjort mangen en hundeven skuffet.
Tre slag med halen for en fremmed er store sager, og det overrasker mennesker, som er vant til andre racers opførsel.
Men den er hverken nervøs, frygtsom eller agressiv. Salukien forventer, at du skal opføre dig på samme tilbageholdende måde.
Imod sin familie og sine venner er Salukien meget hengiven og trofast.
De elsker opmærksomhed ligesom andre hunde og er intelligente og store personligheder.
De bevarer ofte deres legelyst op i en høj alder, og har ingen racebundne sygdomme.
GENERELT FOR (NÆSTEN) ALLE MYNDERACER :
De ældes langsomt og lever ofte længe. Salukiens pels er let at holde. En gennembørstning en gang om ugen er nok, medmindre man ønsker at holde de små hår, som Salukien fælder mere eller mindre året rundt, i skak.
I så fald er en daglig gennembørstning nødvendig. Salukien gør ikke meget, men advarer dog, når nogen ringer på døren eller nærmer sig huset.
Mange “taler” ofte og udtryksfuldt. Salukien er måske ikke præcis, hvad man forstår ved en børnehund, men fungerer udmærket sammen med hensynsfulde børn, hvis man overholder de regler, som gælder for al omgang mellem børn og hunde.
Salukier bevæger sig roligt og graciøst indendørs og lugter ikke. Du må helst ikke have for “kort lunte” d.v.s. ikke hidse dig hurtigt op og tabe tålmodigheden.
Salukien er ligesom de andre mynder, meget selvstændig, men også ganske blød i temperamentet.
Man skal socialiserer og miljøtræner hvalpene og give dem mange gode erfaringer.
Motion er meget vigtig. Saluki elsker at gå lange ture i park, skov eller på strand.
Det er en stærk hund, som med den rette motion, mest består af sener og muskler.
Som ung er Salukien selvmotionerende i sin iver for at bruge al overskudsenergien.
Den ældre Saluki bliver man måske nødt til at cykle med, for at den skal holde sig i form.
Indkaldningsproblemer er desværre ganske almindelige for Salukiejere, hvis man ikke griber det an på den rette måde.
Salukien vil selvfølgelig bruge sine ben så længe den har lejlighed til det.
Specielt som ung kan den blive “beruset” over sin egen fart og døv overfor ejerens kalden.
Men lader du din Saluki være løs hver dag fra den er hvalp (selvfølgelig underopsigt og på trafiksikre områder) vil den ikke løbe væk eller stikke af fra dig. Salukien løber som regel i en stor ring, når den løber for fornøjelses skyld.
Træn altid indkald på en lystbetonet måde og brug eventuelt en 10 m. lang tøjsnor i halsbåndet på hunden.
Når den har lært at komme i snoren, lader man snoren hænge efter hunden og siden afkorter man den, så den til sidst løber uden snor Det er kun hunde, der aldrig får lov at gå løse, som ikke altid er lydige.
At løbe frit for en Saluki er lige så vigtigt som at spise og sove og er i øvrigt et betagende syn.
Salukiens jagtinstinkt Salukien er trods alt fremavlet gennem tusindvis af år, til at blive perfekt til at forfølge sit bytte over lange strækninger ved hjælp af synet.
Dette er forbudt i Danmark. Du udsætter både dig selv, hunden og omgivelserne for fare ved at lade den jage, det være sig harer, rådyr, heste eller terrænløbere. Det bedste er derfor at forebygge, gennem den rigtige indlæring af indkald af hunden allerede fra starten.
Det er heller ikke alle Saluki’er, der har så stærkt et jagtinstinkt, at det bliver noget problem.
Hvis du ønsker at vide mere, er du velkommen
til at spørge Myndeklubben efter en Opdrætter- og hvalpeliste mm.
